Ansættelsespolitik
VGT har som mål at tiltrække de bedst kvalificerede ansøgere til alle stillinger, der annonceres.
Ved ansættelsesprocedurerne er det rektor, der i sidste ende ansætter.
For at sikre den bedst mulige faglige kvalifikation af de beslutninger om ansættelser, der træffes, nedsætter rektor i forbindelse med alle ansættelser et rådgivende ansættelsesudvalg, hvor relevante ledelsespersoner og de relevante medarbejdergrupper er repræsenteret.
Skolen lægger derudover stor vægt på, at alle nyansatte får et grundigt og vel tilrettelagt introduktionsforløb i starten af deres ansættelse.
Annoncering og ansættelsesprocedure
I forbindelse med annoncering af stillinger ønsker skolen at tiltrække de bedst kvalificerede ansøgere. Det betyder, at der ved hvert stillingsopslag vurderes, hvilke medier det er bedst at annoncere i.
Hovedreglen er, at alle stillinger skal besættes efter opslag. Tidspunkt for afholdelse af samtaler skal enten fremgå af annoncering eller i bekræftelsesbrev til ansøgere.
Samtlige ansøgere får skriftlig meddelelse, når stillingen er besat.
Ved ansættelse af undervisningspersonale er det rektor, der forestår udvælgelsen og ansættelsen i samarbejde med et rådgivende ansættelsesudvalg bestående af vicerektor, en pædagogisk leder, tillidsrepræsentanten og en eller flere lærere, der kan vurdere ansøgerens faglige kvalifikationer.
Ved ansættelse af administrative medarbejdere er det rektor, der udvælger og ansætter personalet i samarbejde med et rådgivende ansættelsesudvalg, hvor ledelsen og det administrative personale er repræsenteret.
Ved ansættelse af teknisk personale og rengøringspersonale er det vicerektor og den tekniske serviceleder, der ansætter personalet.
Ved besættelse af lederstillinger nedsættes der et ansættelsesudvalg, hvis udseende afhænger af, hvilken stilling der er tale om.
Når den rette ansøger er valgt til stillingen, udarbejdes der hurtigst muligt en ansættelses-kontrakt til den nye medarbejder. Eventuelle løntillæg og begrundelserne herfor drøftes og aftales i samarbejde med tillidsrepræsentanten.
Introduktion af alle nyansatte
VGT bestræber sig på at hjælpe nye medarbejdere, så de hurtigt kan falde til på skolen. Det betyder at der afholdes et introduktionsforløb. Desuden får den nyansatte bistand til den faglige oplæring fra en erfaren medarbejder. Sluttelig skal et godt introduktionsforløb på VGT sikre, at nye medarbejdere hurtigt får kendskab til skolens værdier og visioner, samt mål og rammer m.v.
Introduktionsprogram for nye lærere
Når faggrupper holder møde, før eller efter sommerferien, inviteres nyansatte kolleger og lærere, som i henhold til timefagfordelingen skal undervise i faget næste år, med til mødet.
Hvis det er muligt, vil den nyansatte lærer og/eller lærerkandidat blive inviteret til et møde på skolen den sidste torsdag før skoleafslutningen, hvor den nyansatte informeres om praktiske forhold og har mulighed for at deltage i evt. Pædagogisk Råds møde.
Fredag, hvor der er translokation
Mulighed for deltagelse i kollegialt arrangement (indbydelse udsendes i god tid)
Efter sommerferien
De pædagogiske ledere tilrettelægger et forløb, der introducerer den nyansatte til både praktiske og pædagogiske forhold i ansættelsen.
Der tildeles ligeledes en mentor til den nyansatte i hvert af hans eller hendes fag. Én mentor er dog hovedansvarlig for at introducere den nyansatte til de overordnede forhold, så som mødestruktur, karaktergivning, samarbejde på studieretninger, m.m.
PU og ledelsen udarbejder en beskrivelse af de to mentoropgaver, så det er afklaret for både nyansat og mentor, hvad der kan forventes.
Cirka to måneder efter ansættelsen
Efter denne periode foretager ledelsen en vurdering af, om udvælgelsen har været rigtig. Er dette ikke tilfældet, må det overvejes, om der er mulighed for at rette op på en skæv start. En eventuel fejlrekruttering bør for alle parters skyld konstateres så hurtigt som muligt og få de nødvendige konsekvenser.
I oktober måned
Afholder rektor et frokostmøde med de nyansatte og følger op på introduktionen.
Introduktionsprogram for øvrige medarbejdere
På den første arbejdsdag bliver medarbejderen modtaget af den nærmeste leder og overbringes som velkomsthilsen en buket blomster. Den nærmeste leder viser medarbejderen til rette på skolen. Hvis det er muligt, bliver en tutor tilknyttet den nye medarbejder.
Cirka to måneder efter ansættelsen
Efter denne periode foretager den nærmeste leder en vurdering af, om udvælgelsen har været rigtig. Er dette ikke tilfældet, må det overvejes, om der er mulighed for at rette op på en skæv start. En eventuel fejlrekruttering bør for alle parters skyld konstateres så hurtigt som muligt og få de nødvendige konsekvenser.