Noter
At tage notater
Notater er et studieredskab, hvis hovedformål er, at hjælpe dig med at forstå og huske fagligt materiale. Derudover kan notater være behjælpelige til eksempelvis at:
- Gøre lærerens eller bogens stof til dit eget
- Tvinge dig selv til at koncentrere dig om og fordybe dig i stoffet
- Give dig overblik over tekstens indhold og pointer
- Strukturere din læsning
- Hjælper dig til at huske stoffet
Når du tager notater, er det dig selv, du skriver til. Det er derfor vigtigt at huske, at selv om der findes forskellige notatteknikker, må du gøre dig dine egne erfaringer og derigennem finde din egen teknik.
Men selv når du har fundet frem til din personlige teknik, må du være opmærksom på, at det største udbytte kommer, hvis du lærer at bruge forskellige notatteknikker til forskellige situationer og formål. Det er derfor ikke sikkert, at du kan bruge den samme teknik i dansk og matematik eller når du læser lektier derhjemme eller taget notater i undervisningen.
Uanset hvilken form for notatteknik du foretrækker, er det afgørende, at du får struktur på materialet, gerne ved brug af forskellige symboler, farver, stikord m.m. Det giver dig overblik.
Du kan på denne side finde notatteknikker og færdige skemaer til brug derhjemme, i undervisningen og til opgaveskrivning.
Der skelnes mellem forskellige typer noter:
Opbevaring af noter
Når notaterne er taget, er det vigtigt, at de bliver opbevaret optimalt, så du hurtigt kan finde frem til dem, når de skal bruges i den videre undervisning og i forbindelse med opgaveskrivning.
Ved de elektroniske notater er det oplagt at oprette en mappe til de forskellige fag. For at undgå en mappe fyldt med dokumenter fra flere års undervisning, bør man i sin fagmappe skabe en underopdeling.
Her er det vigtigt at være opmærksom på, at der ofte vil være tale om en forskel af denne underopdeling – afhængig af fag.
Eksempel 1
I historie vil der typisk være tale om en emneopdelt struktur med undermapper, der hedder; Demokrati fra tid til anden, Den kolde krig, Oversigtsforløb osv.
Eksempel 2
I danskfaget derimod vil man ofte have tre undermapper med titlen på fagets tre områder, sprog, medie og litteratur og først i disse mapper have en mere tematisk opdeling.
Hvis du ikke selv har overblikket over den optimale indretning af en fagmappe, kan det være en god idé at spørge den pågældende faglærer.
Husk også at have et system til kopier og tilsvarende notater.