5-punktstekst

En god måde at blive bedre til at skabe sammenhæng mellem de enkelte afsnit er at arbejde med at skrive 5-punktstekster.

En 5-punktstekst er ikke en eksamensgenre, men netop en måde at træne den røde tråd fra afsnit til afsnit, der kræves i alle opgaver.

At skrive en 5-punktstekst er en øvelse, hvor du skriver en tekst i fem afsnit.

Emnet for din tekst aftaler du med din lærer.

Formålet er, at du får blik for, hvordan man skaber en sammenhængende rød tråd og bliver god til at skrive i afsnit. Det er derfor vigtigt, at du går med på legen og ikke springer over der, hvor du umiddelbart synes, at du godt kan hoppe videre til det næste.

At skrive en 5-punktstekst er desuden en god metode til at få produceret noget tekst, hvis du er gået i stå med at skrive. Det virker imidlertid kun, hvis du allerede ved noget om emnet.

(Flyum, Karl Henrik: En praktisk innføring i femavsnittsmetoden for fagskriving)

Ideer til arbejdet med 5-punktstekst

Underviseren kan lade skrivningen være relativt fri ved fx blot at bestemme emnet, der skrives om. Alternativt kan underviseren også i højere grad “styre” teksten ved fx også at bestemme de 3 indledende stikord.