Redigering
Redigering er det arbejde, der finder sted, når du er færdig med første udkast til en tekst. Du kan godt få lyst til at skippe denne del af arbejdet, fordi du sidder med en følelse af, at du er færdig med din opgave. Redigeringsprocessen er dog helt afgørende for det endelige produkts faglige kvalitet, og derfor må du ALDRIG springe denne del over.
Hvor omfangsrig din redigering skal være afhænger af opgavens type. Er der tale om en mindre opgave som eksempelvis en kronik i dansk, vil din redigering eksempel være koncentreret omkring det faglige mål, at redegørelsen skal hæve sig over tekstmaterialet.
Ved de mindre opgave kan det også være, at du tidligere har modtaget respons fra din lærer, som bør være en del af din redigering. Det kan eksempelvis være, at du har fået at vide, at du skal fokusere på din sætningsopbygning, og derfor bør du gøre dette til et centralt element i din redigering.
Ved en større opgave som eksempelvis SRP skal du lave en mere grundig redigering. Dette betyder, at du skal redigere din tekst flere gange – evt. løbende, da disse typer af opgaver strækker sig over længere tid.
Er du i tvivl om hvilken fremgangsmåde du skal have, når du redigerer, finder du et forslag her:
Fremgangsmåde til redigering
Trin 1 – de overordnede linjer
- Besvarer du opgaveformuleringen?
- Hvem er din modtager og husker du at forholde dig korrekt til denne?
- Er der en rød tråd i opgaven?
- Kommer de enkelte afsnit i den optimale rækkefølge?
- Er der sammenhæng mellem de forskellige afsnit?’
- Er der en tydelig overgang mellem de forskellige afsnit?
- Har du vægtet de forskellige afsnit korrekt?
- Opfylder du opgavens formelle krav? – fodnoter, litteraturliste, resume osv.
Trin 2 – de dybere linje
- Gør du brug af de korrekte faglige begreber og i et tilstrækkeligt omfang?
- Er der sammenhæng i enkelte afsnit?
- Er der sammenhæng på sætningsniveau?
- Er stavning og tegnsætning korrekt?
- Er ordvalget optimalt i forhold til opgavetype og modtager?
Trin 3 – gentag redigeringen
- Få en anden til at læse opgaven igennem og rediger så igen.
- Er der mulighed for det, kan du lade opgaven ligge et par dage, inden du igen ser på den med friske øjne.