HF-lærere tager hul på nyt samarbejde

29. november, 2017

Nyt samarbejde mellem midt- og vestjyske hf-uddannelser og videregående uddannelser skal ruste eleverne til at gennemføre videre uddannelse.

Hf på Tværs er navnet på et nyt samarbejde mellem hf-uddannelserne i Holstebro, Herning, Tarm, Struer og Nørre Nissum samt de tre videregående uddannelser Erhvervsakademi Midtvest, VIA University College og Midt- og Vestjyllands Politi.

Det nye samspil blev onsdag kickstartet, da omkring 100 hf-lærere mødtes i Holstebro og tog på rundtur hos først erhvervsakademiet, siden VIA og til slut Politigården.

Hjælp til god overgang

Overgangen mellem ungdomsuddannelse og en videregående uddannelse kan være svær og i nogle tilfælde ende med, at den studerende falder fra undervejs.

Hf på Tværs skal sikre videndeling mellem HF-uddannelserne og de videregående uddannelser, så lærerne kan ruste eleverne bedst muligt fagligt og personligt til de uddannelser, de ønsker at søge ind på.

– Behovet for et tættere samarbejde mellem hf-uddannelserne og de videregående uddannelser er vokset med den nye gymnasiereform. Med den kan eleverne nu gå i gang med en hf-uddannelse allerede efter 9. klasse og dermed være klar til en videregående uddannelse, inden de er fyldt 18 år. Vi har erfaring for, at det er nødvendigt at arbejde med overgangen mellem grundskole og gymnasium og hf. Det samme gør sig gældende, når eleverne forlader hf og skal videre i uddannelsessystemet. Hvis vi i fællesskab kan lette overgangen mellem uddannelserne, tror jeg, det vil øge andelen af studerende, der gennemfører deres videregående uddannelse, siger Anne-Mette Thorøe, der er pædagogisk leder på Vestjysk Gymnasium Tarms HF og med i styregruppen for det nye HF på Tværs.

Lærerne spiller central rolle

Også hos de videregående uddannelser er der store forhåbninger til samarbejdet.

– Jeg håber, vi kan arbejde sammen om at hf-eleverne får en mulighed for såvel at komme ind på en bacheloruddannelse som at gennemføre den. Vi oplever, at det er hf’erne, der har det største frafald fra vores uddannelser, og vi har en fælles interesse i at få dem klædt bedst muligt på, siger Lene Kirk, der er uddannelsesleder på VIA University College i Holstebro.

– En ting er, at vi som uddannelsesledere arbejder sammen, men det er vigtigt at få lærere og studievejlederne med. Det er dem, der møder eleverne i det daglige og i praksis skal gøre dem studiekompetente, siger Lene Kirk.

Fra Vestjysk Gymnasium Tarm deltog 20 hf-lærere, og der blev netværket og hentet inspiration med hjem.

– Det er altid godt med netværk og sparring. Især var det inspirerende at få udsigt til at kunne bruge politiet som indspark i undervisningen i eksempelvis filosofi eller som motivation i karrierelæringen, siger Inge Lise Raeder, der er lærer og studievejleder på Vestjysk Gymnasium Tarm.

 

 

Flere nyheder