Syvtrins-modellen
De syv trin
- Hurtigskrivning
- Hovedbudskab/fokus i én sætning
- Sætningen omformuleres til et spørgsmål
- Formulering af alternative spørgsmål
- Diskussion og vurdering af spørgsmålene
- Valg af spørgsmål
- Begrundelse for valget
1. Hurtigskrivning
Ved en hurtigskrivning skriver du hele tiden. Du skriver altså om emnet, teksten e.l. i hele sætninger uden at stoppe for at redigere i det skrevne. Går du i stå og ved du ikke, hvad du skal skrive, skriver du bogstaveligt: ”jeg ved ikke, hvad jeg skal skrive”. Det er dermed kort sagt dine tanker i den afsatte tid, som du noterer ned – uanset hvad de måtte være.
Beslut hvor lang tid du vil sætte af og sæt et ur til at ringe. Der er typisk tale om 5-10 minutter.
Fordelen ved en hurtigskrivning er, at du får åbnet emnet og begynder den tankeproces, der gerne skulle lede frem til noget mere konkret.
2. Hovedbudskab
Med udgangspunkt i din hurtigskrivning skal du nu prøve at udvælge og formulere et muligt hovedfokus. Følgende sætninger kan være en hjælp:
- Det, jeg prøver at få frem her, er …
- Hovedpointen er …
- Helt præcist så tænker jeg …
3. Sætningen omformuleres til et spørgsmål
På dette trin begynder den egentlige indkredsning. Du skal her formulere dit hovedbudskab som et præcist og brugbart spørgsmål.
I praksis begynder du med at slette starten på sætningen fra trin 2.
Efterfølgende skal du overvej om spørgsmålet peger i den rigtige retning. Er det der, du vil hen? Er det interessant? Er det for generelt? Er det for abstrakt? Osv.
4. Formulering af alternative spørgsmål
Hermed menes alternativer til hovedspørgsmålet, som du nåede frem til i trin 3. Formålet med dette er, at du derved kommer til at se emnet mere nuanceret, og måske kan der endda dukke nye vinkler op, som er interessante. Som udgangspunkt skal du formulere mindst tre alternativer. Følgende kan være en hjælp i processen:
- Byt spørgeord (hv-ord), og se hvad der sker med dine tanker
- Spidsformuler spørgsmålet, f.eks. ved at stille det på en overdreven, provokerende eller naiv måde
- Prøv at stille spørgsmålet så konkret og simpelt som muligt
- Du kan evt. opdele det i led: hovedspørgsmål – sidespørgsmål – underspørgsmål
5. Diskussion og vurdering af spørgsmålene
Nu, hvor du både har formuleret dit hovedspørgsmål og skabt alternativer til dette, er det nødvendigt, at disse bliver vurderet. Dette kan du gøre sammen med en fra din klasse, men der kan også være tale om en vejleder i form af en lærer.
Fordelen er ikke kun, at der kommer andre øjne på sagen, den er også, at du selv bliver nødt til at fremlægge dine ideer og dermed kan opdage eventulle fejl og mangler.
6. Valg af spørgsmål
Du har nu både fundet alternativer til dit hovedspørgsmål og diskuteret det med en anden. Derfor er du nu klar til at vælge, hvilket spørgsmål du vil arbejde videre med.
Det kan være, at du holder fast det første hovedspørgsmål, går videre med et af de alternative spørgsmål eller der er mulighed for, at du under vurderingen er nået frem til en helt ny mulighed, som du vil arbejde videre med.
Når du har valgt det endelige spørgsmål, skriver du det øverst på ny side.
7. Begrundelse for valget
Med spørgsmålet på en ny side skal du nu begrunde din problemstilling. Hvad gør den interessant? Hvilke faglige begrundelser er der? osv.
Synes du det er svært at begrunde din problemstilling, kan du vende tilbage til trin 1 og forsøge dig med en hurtigskrivning.
Det er vigtigt, at du IKKE springer dette sidste punkt over, for det er her, du får mulighed for at tjekke din problemstilling en sidste gang.